Farlige stråler fra microbølgeovne
Mikrobølgeovne er farligere, end de fleste regner med Mikrobølgeovne, som mange hundrede tusinde danskere bruger til alt fra kødoptøning til færdigretsopvarmning, er farligere, end de fleste regner med. Selv helt fabriksnye ovne lækker stråler langs ovnlågen, og en slidt eller beskidt ovn lækker ifølge standardiseringseksperter omkring dobbelt så meget som en ny ovn.
Derfor bør mikrobølgeovnen betragtes som et farligt produkt. Det mener lektor og mikrobølgeforsker Sianette Kwee, der er ansat på Institut for Medicinsk Biokemi på Aarhus Univesitet. "Hvis du står for tæt på en mikroovn, så sker der altså det samme med dig, som der gør ved maden. Dine molekyler bliver opvarmet indefra.
Derfor skal man gå nogle skridt væk fra ovnen, sørge for at vedligeholde den godt, og ikke stå og glo ind i den, når den er i gang," siger hun til Nordjydske Stiftstidende.
Hun forklarer, at den type skader, man kan få af strålerne, strækker sig fra forstyrrelser af centralnervesystemet, hormonsystemet og immunsystemet til fremskredne stadier af grå stær og forskellige kræfttyper. "Problemet er bare, at skaderne typisk kommer over længere tid, og uden at forbrugerne for andet end influenzalignende symptomer af det i begyndelsen," siger Sianette Kwee.
Kilde: Berlingske Tidende Endvidere kan jeg oplyse, at det norske sundhedsvæsen har forbudt brug af mikrobølgeovne på alle landets hospitaler. Baseret på den schweiziske prof. Hans M. Hertels påvisning af alvorlige skadevirkninger af mikrobølgebehandlet mad. Kilde: Miljø- og jordstråleforeningen i Danmark Health News 2003
Kilde: Helsenyt.com HVOR SPISER MAN MEST SUNDT? På opfordring af den engelske avis Sunday Times kikkede ernæringseksperter i fremmede køkkeners gryder At man kan anrette sundhedsmæssige skader på sig selv med kniv og gaffel, er ikke nogen nyhed. Alligevel spiser vi, som vi har lyst, det vil sige: for meget, for fedt, for sødt, for salt. Selv om vi kan indse, at en række sygdomme kan opstå af forkert ernæring, kan vi ikke bremse vores "forkerte" appetit. Gælder det kun for os? Svaret på dette spørgsmål står i bogen "The Sunday Times Guide to the World's Best Food". Den store engelske søndagsavis satte nemlig et eksperthold til at undersøge sammenhængene mellem spisevaner og sygdomme verden over for at finde de lande, hvor hjerteinfarkt og kræft optræder mindst hyppigt.
Eftersøgningen efter den sundeste mad i verden støtter sig bl.a. på statistikker fra WHO (World Health Organisation) og undersøgelser fra "UN Food and Agriculture Organisation". Resultatet giver stof til eftertanke. Netop i nogle af de lande, hvor der på grund af dårlig lægelig forsorg og primitive hygiejniske forhold hersker en stor børnedødelighed (indtil det 5. leveår), lever de mest sunde mennesker: Middelhavsområdet - Syditalien, Sydfrankrig, Grækenland, Spanien Portugal, Balkanstaterne - Jugoslavien, Bulgarien, Rumænien, i det Nære østen - Libanon, Syrien, Jordanien, Irak, i Japan og Sydøstasien i de sydamerikanske lande og Caribien Her viser det sig ganske tydeligt: at være civiliseret, industrialiseret og velhavende er i sundhedsmæssig henseende snarere en ulempe end en velsignelse. For netop de folk, der af klimatiske og økonomiske grunde spiser lidt kød, dyrisk fedt og sukker, er mere robuste og har en højere levealder.
Den, der kikker ind i Middelhavslandenes køkkener - bortset fra de typiske ferieområder - opdager her en ernæringsmæssig mangfoldighed, der er forbilledlig. Hver dag står der grønsager som auberginer, tomater, paprika, bønner og forskellige salatsorter på bordet. Også frugt, for det meste lokale produkter som citroner, appelsiner, vindruer, hører med.
Et eksempel: i millionbyen Rom findes der over 1.000 frugttorve, der seks dage om ugen tilbyder vitamin- og mineralrige frugter og grønsager. Appetitten på kød er derimod ikke stor. Køer er sjældne i Middelhavslandene. Spiser man kød, er det overvejende får, geder, beder, fjerkræ og kaniner og desuden magre fiskesorter af egen fangst. Det er ikke uden positive konsekvenser for sundheden.
Den eneste undtagelse: portugiserne, der ofte lider af for højt blodtryk, måske fordi de spiser meget salt.
Spanierne har på den anden side en forbløffende lav hyppighed af hjertesygdomme - den laveste i hele Vesteuropa - samt kun få ernæringsbetingede kræfttilfælde, som f.eks. mave-, tarm- og leverkræft. Og selv om sydlændingene spiser nøjagtig lige så meget fedt som nordamerikaner og englændere, skader det dem ikke. De anvender nemlig overvejende olivenolie. Et glas vin til maden, således lyder de engelske eksperters kommentar, hæver HDL-spejlet (high-density-lipoprotein), nyttige fedtstoffer, der beskytter arterierne mod forkalkning. Også indbyggerne på Balkan elsker vin, olivenolie, majs og hvidløg. Mange opnår en høj alder.
De spiser derudover meget korn, fisk, yogurt, desuden frugt og grønsager - helst rå. De omgås sparsomt med fisk, dyrisk fedt og færdige madprodukter. I det Nære Østen er det frem for alt araberne, der holder fast ved madtraditioner, der går tilbage til det 12. århundrede - til en tid, da Bagdad var verdens kulturelle centrum.
Allerede dengang opstillede lægerne kloge ernæringsforskrifter: mange friske grønsager og frugter (abrikoser, appelsiner, nødder, ris, korn, majs og lidt kød). Til intet måltid mangler der pitta - et fladt brød af majs og korn.
Det asiatiske køkken er enkelt. Det består af meget ris og mange grønsager, fisk, lidt kød, mælk og mælkeprodukter. De fleste mennesker lever her af religiøse grunde strengt vegetarisk. De fremstiller af sojabønner mælk, kvark og ost og erstatter således animalsk protein med vegetabilsk. Takket være de korte tilberedningsstider bevares de fleste vitaminer og mineraler.
Indbyggerne i Mellem- og Sydamerika er ganske vist langt fra så velhavende som nordamerikanerne og vesteuropæerne, men til gengæld lever de sundere. Deres spiseplan består af majs, bønner af enhver art samt grønsager, ris, fjerkræ, lidt fisk og næsten intet kød eller mælkeprodukter. I Columbien, Ecuador, Peru og Chile lever nogle af de ældste mennesker i verden. Argentina og Uruguay udgør dog en undtagelse. Hjertesygdomme står her på dagsordenen. Ernæringseksperternes facit: Jo enklere leveformen, ernæringsudvalget og spisevanerne er, desto længere er levealderen. Resultatet af denne iagttagelse viser sig i statistikken.
Pharma Info Update 2002 Kilde: Helsenyt.com MAVESYGDOMME - FOREBYGGELSE OG HELBREDELSE "Åh, jeg har så ondt i maven!" Af Dr. med. Ernst Schneider "Åh, jeg har så ondt i maven!" Hvor mange mennesker er der ikke, som synger denne klagesang med sure miner og irriterede håndbevægelser, der åbenbart skal give udtryk for, hvor længe man allerede har udholdt denne plage, og hvor meget man har prøvet - uden at det har hjulpet. Når man som læge spørger patienten nærmere ud om, hvad han har at klage over sin mave, får man næsten altid det samme svar: Mangel på appetit, sure opstød, opkastninger, trykkende smerter og meget andet.
I deres helhed kan de forskellige symptomer tydes på så mange måder, at lægen ikke ud fra dem er i stand til at stille nogen klar diagnose.
Han er derfor nødsaget til at anvende komplicerede undersøgelsesmetoder, som giver ham mulighed for at holde de enkelte processer i maven adskilte. Det må derfor overlades til lægen at stille den rette diagnose og at anvende de dertil egnede undersøgelsesmetoder. Vi vil her kun rette opmærksomheden mod hovedsymptomet på de mange mavesygdomme, nemlig overskud af mavesyre, fordi der på dette område ofte laves ulykker af lægfolk. Maveslimhinden afsondrer daglig en vis mængde saltsyre, som er nødvendig til madens, især proteinernes fordøjelse. Mavesaftens normale indhold af saltsyre ligger mellem 0,2% og 0,5%. Hvorledes mavevæggene er i stand til at afsondre syren, er endnu ikke helt klarlagt.
Forøget mavesyre kan påvises ved flere former for mavekatar samt ved mavesår og sår på tolvfingertarmen.
For lidt mavesyre konstateres ofte i forbindelse med mavekræft, og i de fleste tilfælde af den "farlige blodmangel", den såkaldte "perniciøse anæmi", findes der slet ingen mavesyre. Denne sygdom er ikke mere så farlig som tidligere, idet vi nu har fået udmærkede midler imod den. F.eks. en vegetabilsk mælkesyredrik med 10 levende, variable mælkesyrebakterier. Men netop denne blodsygdom har bevist, hvilken nær sammenhæng der er mellem blodet og mavevæggene, samt hvor afhængigt blodet er af en rigtig ernæring. Eller sagt med andre ord: Det viser, at en mangelfuld sammensætning af mavesaften ikke kun er udtryk for en lokal sygdom i mavevæggene, men at den altid kan føres tilbage til en forstyrrelse i hele organismen. Ved for rigelig nydelse af fedtstoffer, proteiner og kogsalt bliver blodet overfyldt med sure stofskifteprodukter og kan ikke klare sig med de normale udskillelsesorganers arbejde, selv om disse forøger deres virksomhed. Der bliver så behov for "nødventiler", og derfor øges mavevæggenes syreafsondring i sygelig grad. Når dertil kommer et let sårbart nervesystem, som ved nervøse spændinger reagerer med mangelfuld blodforsyning af karsystemet, er der skabt grundlag for en selvfordøjelse af mavevæggen, og dette betyder, at der opstår mavesår.
Lignende samspil sker der også i andre sygdomsbilleder med forøget syredannelse, som vi dog ikke skal komme nærmere ind på her.
Når man har erkendt sammenhængen i ovennævnte, er det vistnok en selvfølge, at man ved sådanne tilstande holder op med at tilføre organismen stoffer, der i overvejende grad danner sure stofskifteprodukter. Man vil være indstillet på at gennemføre en radikal forandring af kostvanerne.
Det er ikke gjort med at sluge en tablet eller en teskefuld alkalisk virkende salte for at binde syren, da dette kun får maven til at danne endnu mere syre. I øvrigt kun en kur, der hindrer patienten i at opnå fuld sundhed. Maven er jo ikke noget reagensglas, hvori man kan blande en vis mængde syre med en vis mængde alkalier til en neutral forbindelse. Den er heller ikke et isoleret organ, men står i nær kontakt med hele organismen og er afhængig af denne. Disse forhold må vi have for øje, når sygdommen skal behandles.
Fødevarerne må anvendes med omtanke, så de kan blive til lægemidler - til stærke våben mod sygdommen. Hvordan ser en sådan helbredende kost ud, når den skal indvirke på hele stofskiftet? Allerførst må rent kogsalt såvidt muligt udelukkes, fordi et overskud af kogsalt fortrænger kalium og magnesium fra deres organiske forbindelser. Følgerne af en sådan indgribende forskydning af mineralstofskiftet mærkes gennem forstyrrelser med mavesaftudskillelsen, krampagtige tilstande i tarmene med vedvarende forstoppelse eller nervøse symptomer og mange andre forstyrrelser. I stedet for kogsalt bør man derfor hellere anvende en saltblanding, der indeholder de vigtigste mineraler i samme forhold, som de findes i blodserum eller i havvandet. Sådanne saltblandinger kan købes i helsekostforretninger.
Desuden bør man mest muligt indskrænke sit forbrug af fødevarer, som har tendens til at forskyde blodets reaktion, så den kommer over i den sure side, dvs. kød, fisk, franskbrød, skæreoste mv. I stedet for disse fødemidler bør man i længere tid anvende råkost, som dog skal være veltilberedt og godt sammensat, så den er letfordøjelig og sundhedsbefordrende. Der kan findes gode opskrifter i bogen "Sund mad for alle!", som er udgivet af Dansk Bogforlag ("Sund mad for alle!" I mange hjem glæder man sig over Sundhedsbladets madbog.
Sundhedsbladets grønne menu-bog. Spis dig glad og sund, 282 spændende forslag, som vil inspirere til nytænkning, når det gælder kunsten at lave en god, sund og velsmagende vegetarisk middag. Giv din familie en overraskelse ved middagsbordet! Bryd de gamle traditioner. Prøv noget nyt! Bogen er illustreret i 4 farver, en rigtig appetitvækker. Bestil bogen hos Dansk Bogforlag, Postboks 8, 2850 Nærum, tlf. 4558 7758. Pris kr. 149,- plus porto). Efter en sådan råkostkur skal den fremtidige kost være således, at der regelmæssigt til hvert måltid (eller endnu bedre før det almindelige måltid) spises lidt rå frugt eller salat, for at det opnåede resultat skal være varigt. Selvforgiftning fra tarmen En abnorm tarmfunktion, især forstoppelse, er et af de mest udbredte onder, som desværre alt for ofte bliver overset.
Tarmen har en meget stor opgave med at holde organismen sund og ydedygtig. Tarmen har for mennesket den samme opgave som roden har for planterne. Vi ved jo alle godt, at en plante uden normal rodfunktion ikke er levedygtig.
Det samme er tilfældet med menneskets organisme.
Ligesom planten suger sine næringsstoffer op af jorden med sine rodtrævler, således suger vore tarmvægge næringsstofferne op af den vælling, som dannes i fordøjelseskanalen af de fødevarer, som vi har spist. Som hos planten ligger roden til vor kraft og ydedygtighed i ordets sande betydning netop her, idet mennesket jo også opbygges af det, som det spiser. Når planten må bore sine rødder ned i en ugunstig jordbund, får dette en afgørende indflydelse på dens udvikling og sundhed. Alt efter jordbundens beskaffenhed vil planten enten blive sund og modstandsdygtig eller også sygelig og dårligt udviklet og ufrugtbar. Man behøver blot at sammenligne brændenælder, som vokser på mager jordbund som f. eks. lossepladser, og brændenælder, der skyder op på fugtige græsarealer eller i en fugtig vejgrøft.
Det er nærliggende at drage en parallel mellem den menneskelige organisme og den næringssubstans, som danner dens grobund.
Det står i vor egen magt at øve indflydelse herpå. En sund tarm med dens talrige tarmtrævler og tarmfolder (som gør dens overflade mange gange større) vil opsuge den nødvendige energi til vævenes og organernes sunde opbygning og til blodets fornyelse og musklernes kraftudfoldelse af en naturlig og normalt sammensat næringsvælling.
Derimod vil en unaturlig grobund have en meget ugunstig påvirkning på både legeme, sjæl og ånd.
Dette er en kendsgerning, der - som erfaringen viser - ikke må undervurderes. Det kan slet ikke udmåles, hvor megen glæde, lykke, styrke og sjælelig og åndelig udviklingsmulighed der kan ligge skjult her, medens det modsatte vil blive årsag til lidelser, smerter, sygdomme samt fysisk og psykisk uduelighed. Alt dette ligger skjult i et sundt eller sygt forhold mellem kosten og tarmfunktionerne. Den første årsag til en beskadigelse af tarmfunktionen ligger således i en unaturlig og som oftest også umådeholden ernæring, da det jo er den, næringsvællingen i tarmene består af. De vigtige tarmbakterier (colibakterier) hindres derved i den grad i deres virksomhed, at der opstår giftige substanser, som truer med at ødelægge helbredet.
I begyndelsen er tarmvæggene nok i stand til at afværge giftstoffernes indtrængen, men i det lange løb bukker tarmtrævlecellerne under for den stadige påvirkning fra de giftige stofskifteprodukter og lader dem passere. Dermed er den første skranke nedbrudt. Men heller ikke de andre filtre og forhindringer mod giftstofferne, som vi har i leveren og lungerne, kan holde stand over for en stadig overbelastning. På denne måde kan de dårlige stoffer komme ind i blodet og dermed i alle organerne. Nu bliver følgerne uundgåelige. Dersom giftstoffernes indtrængen i blodbanen er særlig massiv og vedvarende, opstår der akutte sygdomstilfælde (f. eks. nældefeber, astma, høfeber, gigt og hudsygdomme) og forgiftningssymptomer i centralnervesystemet, hvor de viser sig i form af hovedpine, søvnløshed og andre nervøse tilstande.
Alle afgiftningsstationer arbejder nu under feberagtigt højtryk og behøver dertil store mængder vitaminer.
Dersom disse kun tilføres i utilstrækkelig grad med kosten, kan vitaminmangelen føre til endnu flere forgiftningstilstande. Således ved vi f.eks., at en utilstrækkelig tilførsel af B-vitamin giver anledning til forstyrrelser af opsugningsevnen, hvorfor giften via tarmen kommer ind i blodbanen og giver ledbetændelse. Igennem længere tid har jeg til daglig undersøgt mellem 30 og 40 patienter angående deres forsyning med C-vitamin og har derved kunnet konstatere, at der hos 87% af de undersøgte bestod en absolut mangeltilstand af C-vitamin.
Dette var ikke blot tilfældet i vintermånederne, men selv på de årstider, hvor der fandtes gode C-vitamin-holdige frugter og grønsager i rigelige mængder. Når der til trods for rigelig tilførsel gennem kosten alligevel er en stærk mangel på vitaminet i organismen, er det for mig at se et bevis på, at tarmfunktionen er forstyrret, og at giftstofferne har fået frit spil. Det er blevet videnskabeligt bevist, at der findes stammer af colibakterier, der nedbryder C-vitamin meget hurtigt.
Prof. Becher siger ordret om dette: "Derved kan der udvikle sig mave-tarm-forstyrrelser og obstipationer.
Vitaminmangel kan fremkalde forandringer i mave-tarmkanalen, der på sin side atter kan fremkalde selvforgiftning. På denne måde kan selvforgiftning være en følge af vitaminmangel, og mange symptomer ved vitaminmangel kan gennem selvforgiftning hænge sammen med forstærket tarmgiftresorption- og dannelse." Morell peger på nødvendigheden af en fysiologisk tarmflora af hensyn til vitaminhusholdningen og fremhæver, at livsvigtige vitaminer ødelægges af en abnorm tarmflora. Det vigtige K-vitamin stammer fra tarmens colibakterier, og hos spædbarnet dannes B-vitamin af den normale "bacillus bifidus". Når en forkert eller mangelfuld kost, medicin eller penicillin har ført til en forstyrrelse af tarmfloraen, således at denne ødelægger livsvigtige stoffer og undertrykker den for organismen nødvendige bakterieproduktion (K-vitamin) og desuden er skyld i dannelsen af giftstoffer, der igen giver anledning til, at tarmvæggenes og andre afgiftningsstationers funktioner hindres, for derved at blive årsag til talrige kroniske og akutte sygdomme, da er det vor pligt at have vor udelte opmærksomhed henvendt på en rigtig ernæring og en normal tarmfunktion.
Forfatteren Dr. med. Ernst Schneider - lægen der h Dr. med. Ernst Schneider blev født den 14. juni 1913 i byen Wuppertal/Tyskland. l 1938 tog han sin medicinske statseksamen og fik i 1939 tildelt sin medicinske doktorgrad i Düsseldorf. Flere års virksomhed inden for farmakologien vakte hans store interesse for lægeplanter og naturhelbredelse, og han gik derefter i gang med et grundigt studium af disse emner. Snart forsvarede han sine erhvervede kundskaber i tidsskrifter.
Dernæst indsamlede han erfaringer gennem sit arbejde inden for forsikrings- og socialmedicinen. Under den anden verdenskrig gjorde han tjeneste i forskellige europæiske lande som troppekorps- og lazaretlæge. Efter sin hjemkomst viede dr. Schneider helt sit liv til sine oprindelige interesser, nemlig naturhelbredelse og studiet af lægeplanter. l 1950 overtog han på ny redaktionen af tidsskriftet "Leben und Gesundheit", som er et førende tidsskrift i Tyskland på levereformens område. Hans erfaringer som praktiserende læge og hans grundige studier på de nævnte områder førte til, at han foruden nærværende lille bog har fået udgivet to meget aktuelle større værker med titlerne: "Nutze die Heilkraft unsrer Nahrung" og "Nutze die heilkräftigen Pflanzen".
Førstnævnte, der blev udgivet i 1955, har indtil nu nået et oplag på 240.000 ekspl., mens den anden netop er udkommet i 2. oplag. Forfatteren er kendt som en overbevist forsvarer for naturhelbredelse, hvis livsvigtige opgave består i at forebygge og helbrede de talrige civilisationssygdomme, der uvilkårligt følger med vor moderne tids livs- og arbejdsbetingelser.
Health News 2000 Kilde: Helsenyt.com SUNDHEDSPOLITIK Folk må jo blive syge af at læse om, hvor syge de er Af Halfdan Mahler, tidl. generaldirektør i WHO. Nogle mener, at vor nyeste og farligste sygdom er vor opmærksomhed omkring sygdom og sundhed. Medierne er sygdomsformidleren "par excellence". "Folk må jo blive syge af at læse om, hvor syge de er". Hævder nogle. Men egentlig er man jo i sin gode ret. "Sundhed for alle inden år 2000"-mottoet fra halvfjerdserne er efterhånden blevet en dårlig vittighed. Den britiske læge, Dean Burkitt, forkæmperen for fiber mod tyktarmskræft, sagde i halvfjerdserne - mens de etablerede læger var skeptiske: "Når et vandrør lækker, nytter det ikke bare at tørre vandet op. Det kan vi blive med til evig tid. Vi må finde lækagen og tætne den". Når det gælder både kræft og andre sygdomme, tørrer vi så meget vand op, at det koster os mange milliarder. På den baggrund har vi valgt at bringe en artikel af halvfjerdsernes engagerede og stærke generaldirektør i Verdenssundhedsorganisationen WHO, vor berømte landsmand Halfdan Mahler. Her følger uforkortet Halfdan Mahlers leder i "Hvis vi ønsker at retfærdiggøre den traditionelle medicins plads i WHO's program, behøver vi blot at kaste et eneste blik for vores symbol: WHO's overvågning af Jorden i Æskulaps skikkelse, omviklet af en slange.
Æskulap er oldtidens gud for medicin. Og hvorfor en slange? Det blev sagt, at gudens slange slikkede de såredes sår, mens de sov, og helbredte dem på denne måde. I alt for lang tid er traditionel medicin og moderne medicin gået hver sin vej i gensidig antipati. Og alligevel - er deres mål ikke det samme? At forbedre sundhedstilstanden for menneskeheden - er dermed også selve livskvaliteten. Kun en forvirret hjerne vil fastholde, at den ene ikke har noget at lære af den anden. Forskellen mellem fattig og rig Desværre er forskellen i de to medicinske retninger også kommet til at symbolisere forskellen mellem de rige og fattige lande. Alt for ofte ser vi, at kun de "priviligerede", der bor i de større byer og bymæssige bebyggelser i industrialiserede lande, har adgang til og nyder godt af hele den komplicerede teknologi og det "livredningsapparat", som den moderne medicin omfatter.
Men millioner af mennesker på jorden har ikke en sådan mulighed. Og for alle disse millioner er det den traditionelle helbreder, urtemanden eller -konen, jordemoderen og fødselshjælperen, der repræsenterer sundhedspersonalet. Andre har de ikke. Ikke alene er det sådan, at de fleste steder i udviklingslandene ikke har en uddannet læge, men der er heller ikke mere end én sundhedsarbejder for hver 10.000 mennesker. Og i mange dele af verden er det også sådan, at selv om folk har adgang til moderne medicinske hjælpemidler, foretrækker de den traditionelle helbreder og hans urter og erfarne råd.
Lad være at overse dem! For to år siden satte vi os i WHO det ærgerrige mål at skaffe alle mennesker et godt helbred inden år 2000! Dette mål er imidlertid - med det nuværende sundhedsprogram - fuldstændig uden for vor rækkevidde. Med kun 23 år at gøre det på, og med det faktum klart for os, at mange udviklingslande ikke engang kan drømme om tilstrækkelig adgang til ortodoks medicin og dens terapier, er det helt indlysende, at vi må søge løsninger ved hjælp af de traditionelle og uortodokse metoder.
Dette at skulle uddanne traditionelle helbredere og jordemødre og urtekoner til brugbart sundhedspersonale, virker nok fuldstændigt uacceptabelt for mange politikere. Men hvis det er denne løsning, der er den eneste for at hjælpe mennesker, må vi også have mod til at indrømme, at dette er den bedste sundhedspolitik, vi kan føre i det lange løb. Og at det langtfra er en midlertidig, andenrangs løsning Derfor har WHO i dag foreslået, at det store antal helbredere, der i dag praktiserer i snart sagt hvert eneste land i verden, ikke må overses. Mange af disse har allerede fået en vis uddannelse rundt omkring, i de gamle medicinske terapier og urtemedicin, længe før den moderne medicin holdt sit indtog. Andre helbredere har arvet deres kunnen og dygtighed fra deres forfædre. Hvis disse "gamle" helbredere er villige til det, kan de meget enkelt optrænes til at blive virkelig værdifulde sundhedsarbejde. En sådan uddannelse vil f.eks. omfatte mor-og-barn-hjælp, familieplanlægning, ernæringsvejledning, opbygning af kroppens modstandskraft mod infektionssygdomme, almindelig pleje af generelle og almindelige "småsygdomme" på stedet og selvfølgelig en grundlæggende indføring i personlig hygiejne. Den urgamle urtevisdom må studeres grundigt. Mange af de planter, der hører til en sådan urtemand eller urtekones behandlingsprogram, har virkelig den helbredende kraft, som de ifølge traditionen skal have. Den moderne medicins farmakopé ville være meget fattigere, hvis vi fra den fjernede alle de kemikalier og komponenter, hvis oprindelse faktisk ligger i urter, svampe, blomster, frugter og rødder.
Men lad der nu ikke herske nogen tvivl om, at de moderne medicin stadig har en del at lære af disse gamle urtesamlere. Og i dag foregår der en omfattende undersøgelse og analysering af disse gamle urter og planter for at finde deres egentlige og mulige virkninger, og for at konstatere, om moderne medicin virkelig har overset væsentlige ting. Men uanset hvad disse undersøgelser resulterer i, kan der ikke herske tvivl om, at brug af de gamle naturmidler kan nedsætte landets medicinbudget væsentligt! Med lidt god vilje fra begge sider vil hele denne hær af helbredere, traditionelle "jordemødre" og urtefolk kunne give værdifulde bidrag til at nå det ærgerrige mål, vi har sat os: et bedre helbred for alle mennesker inden år 2000!"
Health News 1998
Kilde: Helsenyt.com
|