Spædbørn på mellem to og ti dage ved helt præcist hvordan deres mor lugter. Og omvendt kan en mor med sin næse afgøre, hvilken ud af tre identiske T-shirts hendes egen unge har haft på.
En fransk forsker, Banoist Schaal, Université de France-Comté har lavet en række forsøg for at blotlægge den usynlige duft-navlestreng mellem mor og barn.
Hun bad f.eks. en række mødre om at bære en lille gazepude enten på brystet eller i nakken i 24 timer. Derefter holdt hun disse puder tæt hen i nærheden af de nyfødte. Det viste sig, at børnene et efter et slappede af, når duften af deres egen mors pude nåede frem til næseborene, og det gjaldt, hvad enten hun havde båret puden på brystet eller i nakken.
Det er altså ikke bare lugten af modermælk, barnet kan mærke, men også andre af moderens karakteristiske lugte.
Banoist Schaal bad derefter 40 mødre om at forsøge at plukke den T-shirt, som netop deres barn havde haft på, ud af en bunke på tre. Langt størsteparten af mødrene var i stand til at vælge rigtigt, men der var stor forskel fra mor til mor. Nogle svarede rigtigt i 94 pct. af tilfældene, mens et par stykker kun havde en træfsikkerhed på ca. 7 pct.
Schaal fandt, at mødrenes »sporsans« hang nært sammen med, hvor stor fysisk kontakt de havde haft med deres spædbørn i den første tid efter fødslen.
En amerikansk forsker, Richard Porter fra Vanderbilt University i Nashville, har forsket i det samme. Hans undersøgelser viser, at kvinder, der har født ved kejsersnit, er i stand til at kende deres baby på lugten, selv om de kun har haft 2,5 times kontakt med babyen, før de bliver lugttestet.
Tilsvarende undersøgelser er lavet for at se, om der også findes en duftstreng mellem ægtemænd og deres koner, men det gør der tilsyneladende ikke. Derimod kan forældre med to børn godt lugte forskel på dem. Konklusionen er, at der må være en særlig familielugt.
Familiemedlemmerne dufter næsten ens, men dog er der så stor forskel, at de kan lugte sig frem til hinanden, selv om de bliver adskilt.
Hvordan evnen til at lugte er skruet sammen biologisk, er kortlagt af amerikanerne Richard Axel og Linda B. Buck, og de har fået årets Nobelpris i medicin for deres arbejde.
Richard Axel forsker ved Columbia University i New York, mens Linda Buckharsit eget forskningslaboratorium på Harvard Medieal School i Boston. Hun arbejdede i en årrække hos Axel, men har siden været betragtet som konkurrent i at komme først og længst med kortlægningen af lugtesansen. De to regnes blandt de absolutte pionerer inden for forskningen i lugtesansen på molekylær- og genniveau.
Forskning i lugtesansen begynder ude i næsen, men slutter langt inde i hjernen og ude i følelserne, hukommelsen og minderne.
De to fik deres gennembrud i 1991, da de opdagede en gruppe på op imod 1.000 receptorer i næseslimhinderne. Receptorerne fanger duftene og transporterer luftoplevelsen som nerveimpulser op i hjernen. Her bliver oplysningerne afkodet og genkendt, hvis den er duftet før. Et menneske med en normal og uspoleret lugtesans kan adskille omkring 10.000 forskellige lugte fra hinanden.
Den del af hjernen, som registrerer lugtene, er forbundet med resten af hjernen, så lugte kan vække både minder og genkalde følelser.
Mens lugtesansen er vital for dyr, så betyder den i dag ikke det store for menneskets overlevelse.
Health News 2004
Kilde: Helsenyt.com
|